Caretoons har for Hjerteforeningen skabt de to børnebøger ”Hjertebarn med noget på hjertet” og ”Hjertesøskende med noget på hjertet”. Bøgerne er en del af projektet ”Talerum og frirum for hjertebørn og deres søskende”, der har til formål at skabe rum for samtale mellem fagpersonale, forældre, deres hjertebørn og hjertebørnssøskende i alderen 5-9 år. Målet er at åbne op for den svære snak og sætte ord på svære følelser. Projektet er finansieret af Egmontfonden.
Bøgerne består hver af 4 kapitler, der tager udgangspunkt i genkendelige følelser, iscenesat i situationer fra hverdagen, der hjælper til at belyse nogle af de bagvedliggende problematikker. Efter hvert kapitel følger en ”opslagstavle” med dialogskabende aktiviteter samt en række spørgsmål, som kan bruges som afsæt for det, som rører sig hos læseren.
Hjertebøgerne er baseret på interviews med forældre til hjertebørn, forskere og fagpersoner samt bidrag fra Børn, Unge og Sorg og eksperter fra Hjerteforeningen. Bøgerne er oversat til engelsk, arabisk og tyrkisk.
“Vi har haft et utroligt dejligt samarbejde med Caretoons og er meget tilfredse med de børnebøger, vi har lavet i samarbejde – både hvad angår indhold og udtryk. Caretoons var gode til at tilegne sig viden inden for et specialiseret felt og omsætte det til let læselige bøger. De arbejder yderst professionelt og laver et grundigt forarbejde. De lyttede til os, var gode til at spørge ind og fangede hurtigt vores ønsker. Det resulterede i en nem proces og et produkt af virkelig høj kvalitet.”
Malene Ejlertsen, udviklingskonsulent, Hjerteforeningen