Nyrespektaklet – da fars nyrer gik i stykker
Hvad er dialyse for noget?
Hvordan virker nyrerne?
Hvordan ser nyrerne ud?
Må jeg tegne et ansigt på dialysemaskinen, så den ser mere rar ud?
Har dyr også nyrer?
Er det en slags magi?
Spørgsmålene havde hobet sig op hos Tue, lige siden fars nyrer var gået i udu. Midt i et virvar af sære maskiner, bjerge af piller og en far, der boede på sofaen som en bjørn i hi, var der langt mellem de forståelige svar, langt mellem de gode minder – og lange udsigter for en normal hverdag. Men da Tue tager mod til sig og tager med far på hospitalet, bliver det hele lidt mindre farligt. Og da far sidenhen får en helt ny nyre, kommer der virkelig andre boller på (og salt i!) suppen.
”Nyrespektaklet” er skabt til familier med børn i alderen 6-10 år og er en letlæst indføring i en svær sygdom. Historien brydes op af fakta i børnehøjde – om alt fra mad og medicin til magi og mægtige monstre – samt små opgaver, spil og spørgsmål, der tager jer i hånden og indbyder til refleksion og dialog i familien.
Bogen har modtaget en lektørudtalelse, som er bibliotekernes faglige vurdering af nye bøger. Denne udtalelse er afgørende for, hvilke bøger bibliotekerne vælger at anskaffe. I lektørudtalelsen til Nyrespektaklet lyder det bl.a.: ”En rigtig fin fortælling om hverdagen i en familie med en nyresyg forælder. Fine beskrivelser af Tues følelser og især de bekymringer, han har.” (Kilde: Lektørudtalelse, DBC)